Karafler og dekantering

KaraffelHvornår bør en vin dekanteres?
Vin dekantere vi som oftest af to årsager; den ene for at fjerne sediment, den anden at tilføre vinen ilt.
Alle vine indeholder naturlige organiske materialer, der med tidens løb samler sig og bliver til sediment, eller ”bundfald”, som de fleste helst ser sig foruden i glasset. Af samme årsag er mængden af sediment størst i ældre vine, hvorfor de har mest gavn af en fin dekantering med henblik på at fjerne sediment.
Derudover tilføres vinen ilt, når den får lov at røre sig, på samme måde som når glasset slynges. Der findes ingen entydige regler for, hvornår en vin bør dekanteres; det er overvejende en smagssag.
Den gamle skole afstår i høj grad fra at omhælde vin. Det argumenteres, at det ofte volder mere skade end gavn, og det er i en vis grad rigtigt. Når vinen udsættes for ilt, fremskyndes den samme proces som ved lagring radikalt. På samme måde som vine kan blive for gamle til at drikke, kan de også tilføres for meget luft. Står vinen for længe, udvikler den eddikearomaer, der overdøver den gode smag og gør vinen udrikkelig.

Firklover-KaraffelHvor længe bør man dekantere?
Dekantér vine fra 5 minutter op til flere timer. Selve omhældningen gør det meste af arbejdet! Vine med højt tanninindhold såsom syrah, Barolo, Brunello de Montalcino og Chiantier kan få gavn af lidt ekstra tid på kanden. To timer er en god tommelfingerregel.
Er du knap på tid kan du med gavn fremskynde processen ved at omhælde flere gange, enten fra kande til kande, eller fra kande til flaske. Ved at slynge vinen rundt i en kanden, kan du endvidere befordre processen. Det ligger selvfølgelig lige for at købe en flaske hvidvin, til at slå tiden ihjel imens vinen står!
Men pas på med meget gamle vine – over 15 år – da de er i større risiko for at blive overoxideret. Tillad maksimum en halv times dekantering. Yngre vine, med stor krop, kan holde til meget længere tid.

Riedel-KaraffelHvilke vine har godt af dekantering?
Som førnævnt har vine med stort tanninindhold størst gavn af dekantering. En stor del af smagsoplevelsen i vin, er aromaerne, der når de udsættes for ilt, gør indtrykket af smagen større. Store og dyre vine har desuden ofte godt af dekantering; massive cabernet sauvignon, shiraz, syrah, malbec nyder godt at ilt.
Mange billige vine slår sig desuden ud som frastødende på grund af dårlige aromaer. Som oftest går det i sig selv, når vinen har iltet længe nok, og man kan med fordel eksperimentere med at dekantere billige vine. Sommetider hjælper det smagen på vej i den rigtige retning.

IKEA-KaraffelHvilke dekanterings-karafler skal man bruge?
Der er ingen rigtige eller forkerte karafler. Formålet er at ilte vinen, og det sker dels ved selve omhældningen og dels ved, at vinens overflade udsættes for luft. Desto større iltoverflade, desto hurtigere dekantering. Af samme årsag er der ikke meget at hente, ved at åbne proppen på flasken. Den minimale overflade giver næsten ingen ilt til vin, og kan snarere have den modsatte effekt; vinen i toppen overiltes, men når ikke at blande sig med resten af vinen.

Alt i alt handler det om at eksperimentere med dekantering, hvis man er nysgerrig på vinen. Personligt dekantere jeg yngre, tanninrige og fyldige vine, hvis de ved første indtryk virker lukkede og utilgængelige.